Bakkehusets Historie

Den lange historie om “Villa Bakkehuset”

Bakkehuset ligger på matrikel 6r i Suderbæk. Hvem der i sin tid byggede huset, og hvornår det blev bygget ligger ikke helt klar. Ifølge tinglysningsprotokollerne solgte fabrikant Iver Christensen i 1910 en parcel til en Niels Peter Chr. Knudsen. Denne parcel blev i 1911 solgt til læge Vett, som i 1912 afhænder en ejendom til Niels Chr. Sørensen m.fl. Hvem disse m.fl. er, fremgår ikke, men på et tidspunkt kommer læge Poul Sandager ind i billedet, da han i 1919 kan sælge til F.V. Hasle fra Aarhus. Samme år overtages matriklen af læge Th. Raaschou.

Bakkehuset blev ifølge Vagn Laursen i sin tid bygget af læge Poul Sandager, men hvis man tolker ordet “parcel” i forhold til “ejendom”, kunne det tyde på, at Bakkehuset blev bygget o. 1911-12 af læge Vett. I 1923 er det helt sikkert, at huset var ejet af læge Raaschou, som på det tidspunkt solgte det til Martin Fenger. Han havde været købmand og ejer af Marienlund Mølle, som lå langt ud i Kirkegade. Samtidig havde han i 1917 været med til at stifte Ikast Handels- og Landbrugsbank, hvor han var meddirektør. Banken var placeret i den nordlige del af Bredgade, hvor Spinderokken i dag har til huse. Det var derfor ganske naturligt, at Martin Fenger skulle slå sig ned i Bakkehuset, Bredgade 47. Så var han i kort gåafstand fra banken.

Indretningen

Huset lå på “Bredgadebakken”, så det var et yndet sted at starte kælken i vinterperioderne. Dengang var der nemlig sne!  Ud mod Bredgade var der et hvidt stakit som afgrænsede grunden til gaden.

Bakkehuset var med indrettet med kælder, stueetage og første sal. I kælderen stod gruekedlen, ligesom der var viktualierum. I stueetagen var der tre rum ud mod Bredgade. Længst mod nord havde Martin Fenger sit kontor, hvor der også stod et orgel, som dog ikke blevet benyttet ret meget. Ved siden af kontoret lå en stor dagligstue med et klaver, som hyppigt blev brugt. Endelig var der værelset mod syd, som var forældrenes soveværelse.

Køkkenet var placeret mod vest, hvor der var udsigt over Markedspladsen, som blev oprettet i 1922. Fordøren var mod nord, og ud mod Markedspladsen var bagdøren.

Aktiviteter

På 1. sal var der nogle værelser, som var beboet af børnene, hvoraf der var 5 drenge og 5 piger.

Drengene spillede på horn – der var et par tubaer og en trækbasun, og sammenholdt med klaveret i dagligstuen kan man sige, at allerede i 1920erne var Bakkehuset et sted, hvor der blev dyrket meget musik. Ikke færre end 8 af børnene fik musikundervisning, og et af byens danseorkestre øvede også i huset. Ikke så meget de klassiske melodier. For dem var det mere populært at spille balmusik, så det var overvejende den slags musik, der strømmede ud af Bakkehusets vinduer. Nok ikke helt efter husfaderen, Martin Fengers smag. Han havde i sin ungdom været på højskole i Nørre Nissum, hvilket havde præget ham en del i religiøs retning.

Anna Fenger var husmoderen i huset. Hun skulle holde styr på de 10 børn. Om hende fortælles, at hun som mild værtinde skabte et hyggeligt og gæstfrit hjem i Bakkehuset, hvor venner og familie ofte mødtes. På grund af husets placering så tæt ved Markedspladsen, blev hun også involveret i aktiviteterne på pladsen, når der var cirkus eller tivoli i byen. Det var ikke ualmindeligt, at zigøjnere midlertidigt slog sig ned på pladsen, og blev der brug for vand, henvendte de sig i Bakkehuset. Under marked eller cirkus i byen kunne folk også leje sig ind ved de omkringboende – bl.a. i Bakkehuset. Var Anna Fenger i gang med at bage, kunne der også blive boller eller andet til dem, der havde slået sig ned på Markedspladsen.

Indrettes til bibliotek

I 1940 døde Martin Fenger. Hans enke blev boende i ejendommen i nogle år, men i 1947 købte Ikast kommune Bakkehuset af Anna Fenger for 56.000 kr. Meget interesseret i at overtage huset var biblioteket, som siden 1936 havde haft til huse i Kirkegade på administrationsbygningen loft. Man rådede efterhånden over 6.500 bind, og pladsen var meget trang.

Derfor blev et forslag fra den såkaldte biblioteksinspektør behandlet på et lukket møde i Ikast sogneråd i oktober 1947. Han havde været på besigtigelse i biblioteket, som under Bernhard Larsens ledelse fik stor ros, og han opfordrede kommunen til at flytte biblioteket. Henvendelsen faldt sammen med, at der var planer om at oprette en politistation i administrationsbygningen, så mødet i sognerådet faldt til sidst ud til bibliotekets fordel. Bakkehuset kom dermed helt naturligt ind i billedet. På et sognerådsmøde den 10. oktober 1947 foregik overdragelsen med ordene: “Det overlodes på nærmere fastsatte betingelser.”

Efter kommunens overtagelse af ejendommen i Bredgade blev der foretaget en grundig renovering. Der blev bl.a. lagt fjernvarme ind. I september 1948 blev der holdt en lille indvielsesfest, hvor der var repræsentanter for stat og kommune til stede. Det havde kostet penge, men sognerådsformand Rasmus Jacobsen var tilfreds: “Vi, der står for kommunens styre, skal jo tænke på skatteyderne, men vi har indtryk af, at her er noget, som de fleste af beboerne er glade for og gerne støtter.”

Indretning

Biblioteket skulle have udlånslokaler i de tre stuer ud mod gaden, som skulle slås sammen til et rum. Mod haven var der bl.a. en glasveranda, som skulle inddrages til læsesal. Verandaen var dog bedst egnet til sommerbrug. På første sal blev der indrettet et par dejlige og ret store lejligheder, som blev beboet af henholdsvis “sygeplejersken” og en lærerinde.

Flytningen til Bakkehuset gav biblioteket et vældigt opsving. Der skete en meget markant stigning i antallet af udlån, så snart blev det nødvendigt med udvidelser og ændringer.

Udvidelse i 1956

I løbet af sommeren 1956 gennemgik Ikast bibliotek en gennemgribende modernisering og udvidelse, som var lagt i hænderne på den lokale arkitekt, Johannes Knudsen.  Den gamle glasveranda ud mod vest blev fjernet, og der blev opført et nyt rummeligt udlånslokale. Der var tale om en sal på 150 m2, hvor der var 5 meter til loftet. Derfor var der lavet en balkon hele vejen rundt på de tre sider. Rummet var holdt i lyse farver, og der var gjort plads til nydelige blomsterarrangementer. Der var ingen vinduer – kun ovenlys. I den årlige rapport fra Bernhard Larsen om bibliotekets tilstand udtales: “Det enkle og smukke byggeri er et smukt vidnesbyrd om denne industribys vilje til at skabe kulturelle indretninger, der svarer til den stærkt voksende befolknings behov.” Hele nybyggeriet havde kostet 44.000 kr., hvilket åbenbart var så billigt, at der også var blevet råd til en omfattende renovering af den øvrige del af biblioteket.

Fra bibliotekstilsynet side blev Ikast bibliotek rost til skyerne.  I mange år havde biblioteket besøg af danske og udenlandske biblioteksfolk, som af tilsynet blev opfordret til at se Ikast bibliotek, som et af de mest moderne biblioteker i landet.

Indgangen ændres

Der var fortsat fremgang for biblioteket, så i 1963 skete der atter noget omkring bygningen. Der blev indrettet nyt kontor og nye toiletter, som i en periode fungerede som offentlige toiletter for byens borgere. Samtidig blev der opført en ny hovedindgang, som man ikke just kan kalde elegant. “Knasten” var opført i gule sten, men hæftet på en ellers symmetrisk og harmonisk bygning. Det er mildt sagt, at den ødelagde stilen i den gamle, prægtige villa. At tilbygningen derudover blev forsynet med en rød postkasse ud mod Bredgade skamferede blot den gamle bygning endnu mere.

I 1972 blev det nødvendigt at skaffe plads til endnu flere bøger, og det kom til at gå ud over udlånssalen, hvor der nu på gulvet blev opstillet 10 nye bogreoler, som ødelagde noget af storheden i den gamle udlånssal. Men det var nødvendigt, sagde ledende bibliotekar J.J. Olrik, at finde plads til de 6000 bøger, som de nye reoler kunne rumme.

Biblioteket flytter

Pladsmangelen blev ved med at være et problem, og på et tidspunkt åbnede der sig så muligheder for at flytte over gaden til en fabriksbygning, som havde tilhørt Volmer Lind. Det krævede dog først en række, omfattende ændringer.

I 1981 var Volmer Linds fabrik blevet færdigombygget, så biblioteket i sit halvtredsindstyvende år kunne rykke bøgerne fra “Bakkehuset” over i de nyindrettede lokaler. Det var helt klart, at der i det gamle hus var opstået en pladsmangel til en bogbestand, som var vokset kraftigt gennem årene.

Bakkehuset bliver forladt

Efter at biblioteket havde forladt de gamle bygninger, fik de i første omgang lov til at stå tomme. Spørger man de bibliotekarer, som forlod Bakkehuset, er vurderingen, at bygningernes tilstand var under al kritik – og i hvert fald var det nødvendigt med en meget kraftig renovering, hvis de skulle benyttes til noget andet.

Kommunen havde allerede i 1981 gjort sig tanker om området ved Strøget og Jens Holdgaardsvej, idet der fra arkitektfirmaet Skaarup og Jespersen i september forelå en bebyggelsesskitse for netop dette område. Det drejede sig et kompleks af 2-3 etages ejendomme ned ad bakken mod stationen med forretninger i stueplan, og lejligheder på etagerne oven over. For at realisere dette projekt ville det være nødvendigt at nedrive Bakkehuset og andre huse på Strøget.

Musikforeningen på banen

Men der var kredse i byen, som meget hurtigt fik kig på huset og øjnede de muligheder, der var her. I februar 1981 var der i Ikast blevet startet en musikforening, som i meget høj grad savnede et sted til koncerter. Musikforeningen søgte Kulturelt Udvalg om husrum i Bakkehuset, som man mente kunne være velegnet til koncerter. Foreningen tilbød endog kommunen at stille sig til rådighed ved en eventuel istandsættelse af bygningen. Der var ifølge formanden, Jørn Mejer Hansen, meget brug for et samlingssted – ikke kun for musikforeningen, men også for andre foreninger. I 1981 var de tidligere samlingslokaler som Forsamlingshuset og Aksel Jensens Sal for længst nedrevet. Så Musikforeningens opfattelse faldt fint i tråd med andre tanker i byen, som gik på at bygge et forsamlingshus på det grønne område ved Bakkehuset – d.v.s. på den gamle markedsplads. Det var en tanke, der blev drøftet i Ikast Håndværker- og Borgerforening, som ejede det grønne område.

Fra Kulturel Udvalgs side var der ingen begejstring for anmodningen fra Musikforeningen, idet man mente, at Bakkehuset ville være alt for dyr at opvarme. Til gengæld blev der åbnet op for, at bibliotekssalen i det nye bibliotek kunne gøres klar til kulturarrangementer. Salen kunne sættes nødtørftigt i stand, så Musikforeningen kunne benytte den.

Politisk udmelding

Allerede inden bibliotekets flytning var Lise Jørgensen (Soc.) ude med en holdning til  Bakkehusets fremtid, idet hun manede til forsigtighed med hensyn til nedrivning af bygningen. Hun havde den opfattelse, at hvis en af byens ældste bygninger var bevaringsværdig, burde den bevares – ikke alene af lokalhistoriske grunde, men også fordi der var en masse aktiviteter, den kunne anvendes til. Hun tog dermed afstand fra de kommunale tanker om at opføre et kombineret bolig- og forretningskompleks på strækningen fra Jens Holdgaardsvej og ned til det daværende Magasin GK. Lise Jørgensen udtalte til Midtjyllands Avis: “Ikast er en ung by…. Vi bør nok tænke lidt mere på at bevare nogle af de gamle huse for eftertiden. Efter min mening er “Bakkehuset” en bygning, der fortæller et stykke lokalhistorie….”.

Forsamlingshustanken

Tidligere havde en anden kommunalpolitiker, Hartvig Kristensen (Soc.), også været fremme med tanker om et forsamlingshus i Ikast. Om Bakkehuset kunne anvendes til det formål, kunne Lise Jørgensen ikke afgøre, men hun pointerede, at unge mellem 18 og 25 år, som ikke dyrkede sport i Ikast, var en overset gruppe, som godt kunne bruge et fristed. Hun ville ikke afvise, at man kunne starte i det små – lidt a la det tidligere samlingssted, “Young House”, som lå i den gamle Bøgild kro tæt på hovedvejen.  “Bakkehuset har efter min mening den helt rigtige placering” sluttede Lise Jørgensen.

Kommunen var bestemt ikke sikker på, hvad der skulle ske med bygningerne. I slutningen af 1983 blev der således lavet en redegørelse for bygningens sundhedstilstand samt dens bevaringsværdighed. Undersøgelsen blev foretaget af arkitektfirmaet Overgaard og Danielsen, men blev ikke offentliggjort i pressen. Den blev videresendt til Kulturelt Udvalg, og for medlemmerne her var der ingen tvivl om, at redegørelsen lagde op til en nedrivning af Bakkehuset.

Andre i byen var af samme mening. Et nyt nedsat lokalhistorisk udvalg, som gik i gang i oktober 1983 ønskede i hvert fald ikke huset bevaret på grund af udseendet. Dette nye arkivudvalg, som blandt andet skulle sikre bevaring af så mange minder om fortiden som muligt, fandt det mere relevant, at Strøget 49 burde bevares, fordi den var udtryk for en bestemt byggestil. Bakkehuset fandt udvalget ingen grund til at bevare Bakkehuset.

“Bevaringsværdig eller ej – nu forsvinder den i al fald var overskriften i en lokal avis den 22. oktober 1983. Det viste sig, at der for længst i byrådet var taget stilling til nummer 49s skæbne. Skiferpladerne på taget kunne genbruges, mens resten blot skulle fjernes for at skabe en åben plads, et grønt åndehul, idet der i gården bag huset var et stort flot bøgetræ. Det var meningen, at grunden senere skulle indgå i den større planlægningen af den indre by. Det vakte dog en vis debat, idet der fortsat var folk, der mente, at det var det forkerte hus, der var blevet revet ned. Det skulle have været nr. 47 – Bakkehuset.

Tanker om Bakkehuset

Som sagen udviklede sig, skulle det vise sig, at der faktisk blandt de enkelte medlemmer af byrådet var en overvejende positiv indstilling til bevaring af huset.

Men helt andre interessenter kom nu på banen. I december 1982 var der i Silkeborg Avis en portrætartikel om Gunnar Jacobsen, som bl.a. var formand for Ikast Slægts- og Lokalhistoriske Forening, men også arbejdede for at skabe en efterlønsklub i Ikast kommune. Han udtalte ved den lejlighed, at der i høj grad savnedes et forsamlingssted i byen. “Jeg synes f.eks., at det gamle bibliotek burde udnyttes til noget i den retning.” Han forestillede sig et sted, hvor både unge og gamle kunne mødes. Disse tanker arbejdede Gunnar Jacobsen videre med.

Derfor kunne Ikast Avis den 4. november 1983 meddele, at noget tydede på, at Bakkehuset ville blive gjort i stand – overraskende nok ikke for kommunale penge, hvad angik selve arbejdet.

Baggrunden var, at SIDs efterlønsgruppe med Gunnar Jacobsen i spidsen havde presset på overfor Kommunen for at få lov til at benytte lokalerne i Bakkehuset til møde- og samlingslokale.

Efterlønsgruppen var blevet dannet i marts 1983 og var på udkig efter lokaler.

Denne gruppe havde rettet henvendelse til formanden for Kulturel Udvalg, Knud Christensen, hvorpå dette udvalg havde indkaldt 3 medlemmer fra efterlønsklubbens bestyrelse til et møde. Stemningen var efter mødet positiv. Kulturelt Udvalg var af den klare opfattelse, at der ikke var tale om tomme løfter fra klubbens side, når de lovede, at de ville istandsætte bygningen. Efterlønsklubben blev bedt om at komme med et overslag over materialeudgifterne. Kommunen var på ingen måde afklaret endnu om husets fremtid, så det blev allerede på det første møde gjort klart, at der ikke kunne siges noget sikkert om, hvor længe klubben kunne have til huse i bygningen.

Debat i byrådet

I et referat fra det følgende byrådsmøde havde Ikast Avis følgende overskrift: “Ikast Byråd undgik at træffe beslutning om Bakkehusets skæbne”. Borgmester Thomas Poulsen skal være kommet med følgende spontane reaktion, da byrådsmødet var vel overstået:” Nu er “Bakkehuset” lagt i mølposen, og det er det bedste, der kunne ske.”

At det var en stor sag for byrådet fremgår tydeligt af referatet – ligeledes at det for kommunalpolitikerne generelt var meget svært at acceptere en nedrivning af den smukke gamle bygning, som ganske vist trængte til en kærlig hånd. Avisen udtrykte det på følgende måde: “Hele byrådet – bortset fra en enkelt – åndede lettet op, fordi man kunne undgå at tage en afgørelse.”  Kommunalbestyrelsen havde altså en forståelse for, at der nok alligevel var noget bevaringsværdigt i bygningerne.

På mødet fremgik det, at SIDs efterlønsklub havde tilbudt at gøre lokalerne i stand, så de kunne benyttes midlertidigt. Det blev endnu en gang på dette byrådsmøde gjort klart, at der ikke ville blive givet nogen tidsfrist for benyttelsen af huset. Der blev talt om en vinter eller to. Med andre ord blev der heller ikke på det her omtalte byrådsmøde taget endelig stilling til husets fremtid. Den hang stadigvæk i en meget tynd tråd, som dog ikke syntes helt så tynd mere. I den lokale avis var der følgende kommentar: “For nogle byrådsmedlemmer, som ønskede Bakkehuset bevaret, fik man lagt sagen i mølpose i håb om, at der nu kan gå meget lang tid, inden det bliver nødvendigt med en afgørelse.”

Under debatten blev det pointeret, at det var synd at lade et så smukt gammelt hus stå tomt så længe. Heldigvis havde der ikke været hærværk i perioden, siden biblioteket forlod bygningen. Men tomme bygninger har en tendens til at forfalde. Der var stadig lidt vaklen i geledderne, idet  nogle af byrådsmedlemmerne udtrykte frygt for, at Kommunen ved at acceptere efterlønsklubbens tilbud bandt sig til at bevare Bakkehuset. Et enkelt medlem, Arnfred Larsen, udtalte som den eneste meget kategorisk: “Havde vi fulgt Kulturelt Udvalgs første indstilling, havde alle problemer været løst”.  En kommission, som havde som opgave at undersøge forholdene vedrørende Bakkehuset, ville nu få et pusterum.

Kommunens økonomiudvalg havde før mødet indstillet, at der blev ydet 10.000 kr. til eftersyn og reparation af sanitet, lys og varme samt 10.000 kr. til materialer. Dette blev vedtaget af byrådet, hvorved der i praksis blev givet grønt lys for SIDs efterlønsklub til at gå i gang med arbejdet, som ville ske på frivillig basis.

Det renoverede Bakkehus i 1984

Sidst i november 1983 gik de frivillige efterlønnere i gang med arbejdet i en bygning, hvis tilstand havde chokeret Kulturel Udvalg. Efter mere end 400 timers arbejde var man nået så vidt, at der kunne indrykkes en annonce i Ikast Avis den 25. januar 1984, hvor der blev inviteret til reception i Bakkehuset efter endt modernisering.

Receptionen blev afholdt den 28. januar fra kl. 14-18. Mange mennesker mødte op til receptionen. Og hvad var det så for et hus, der mødte dem?

Der var blevet malet, tapetseret, lagt nye Novolon-gulve overalt. Det store lokale langs Strøget forventede man at benytte som film- og foredragssal. På første sal var etableret det egentlige samlingslokale for efterlønsklubben. Det var i et vinkelrum ud mod Jens Holdgaardsvej – her var der også et lille køkken og en lille opholds/kaffestue. Salen var der ikke blevet rørt ved.

Om forløbet fortalte Gunnar Jacobsen: “Det så værre ud, end vi havde forestillet os, men nu havde vi sagt A, så måtte vi også sige B”, og takket være en stor frivillig arbejdsindsats var interiøret blevet ukendeligt. Renoveringen havde nogenlunde kunnet holdes indenfor de 10.000 kr. Møbleringen kneb det mere med, men man håbede, at der i forbindelsen med receptionen måske kunne dukke nogle penge op, som kun benyttes til indkøb af møblement.

Receptionen i januar 1984

Som nævnt var der mødt mange mennesker op til den såkaldte “Genindvielse” af Bakkehuset. Blandt dem også en repræsentant for Ikast Sparekasses Legatfond medbringende 5.000 kr., ligesom SID donerede 2.000 kr. til foretagendet. Der var nu penge til møblering af de nye lokaler.

Borgmester Thomas Poulsen talte og kom  ind på Bakkehusets noget omflakkende og udsatte tilværelse. Samtidig slog han fast, at Bakkehuset var reddet i første omgang. Han så gerne, at bygningen blev ved med at være et led i gågadens bybillede. På byrådets vegne overrakte han fire billeder af Jørgen Jacobsen – “De fire årstider”, som ville pynte godt på de ret så nøgne vægge. Efterlønsklubben havde også selv en gave med, nemlig et fotografi af huset lavet af bestyrelsesmedlem Tage Olsen.

Fra initiativtagernes side blev der udtrykt håb om, at” brugen af Bakkehuset vil kunne overbevise de kommunale myndigheder om, at behovet er til stede…. Måske kan det blive et medborgerhus i miniature.”

Fremtiden

Efterlønsklubben var klar over konditionerne. Der var ingen løfter om varigheden af deres ophold i de renoverede lokaler. Det var Kommunen, som var ejeren, men efterlønsgruppen forventede dog at få en vis råderet. Ifølge Ikast Avis var der 3 andre foreninger, som var interesserede i at benytte lokalerne, så efterlønsklubben lagde op til en fælles drøftelse med de  andre interesserede.

I efteråret 1983 var Kulturelt Samråd blevet etableret i Ikast. Denne institution var tænkt som en paraplyorganisation over de mange foreninger i Ikast. Det var meningen, at Kulturelt Samråd skulle koordinere de forskellige kulturelle tiltag i byen, og det springende punkt var nu, hvor var det lige, at kulturen skulle udfolde sig.

Formanden, Jørn Meier Hansen, udtalte i april 1984, at det var vigtigt at få et aktivitetshus eller  kulturcenter. Og her kunne Bakkehuset fint komme på banen. Det var centralt beliggende. Det største rum kunne rumme 80-100 mennesker, og det ville være meget passende til mange arrangementer.

Vedtægter for huset

Det blev SIDs pensionist- og efterlønsgruppe, som kom til at stå for den praktiske administration af det renoverede Bakkehus. I hvert fald foreligger der en vedtægt for huset, som er indgået mellem initiativtagerne og Ikast kommune/Kulturelt Udvalg. Af denne vedtægt, som ikke er dateret, fremgår det, at efterlønsklubben skulle stå som ansvarlig for driften af huset. Kommunen betalte lys og varme, samt de nødvendige materialeudgifter til vedligeholdelsen af huset. Til gengæld lovede klubben med vicevært Gunnar Jacobsen i spidsen at stille arbejdskraft til rådighed uden vederlag.

Det blev pointeret i vedtægterne, at “Bakkehuset” skulle være til gavn for det størst mulige publikum, og det var viceværten, som skulle stå for at fordele og aftale benyttelsen af huset.  Ansøgninger skulle dog gå igennem Kulturelt Udvalg.

Bestyrelsen og viceværten skulle være de ansvarlige, når der skulle åbnes og lukkes, og de skulle se til, at vedtægterne blev overholdt af de foreninger, der kom ind i huset.

Det daglige tilsyn og rengøringen var lagt i hænderne på efterlønsklubben, som skulle modtage et symbolsk beløb til rengøringen. Igen kom Kulturelt Udvalg på banen, idet det skulle fastsætte

det symbolske beløbs størrelse.

Husreglerne sagde meget naturligt, at huset skulle afleveres i samme stand, som ved modtagelsen. Oveni dette blev der stillet krav om sømmelig optræden – og salg af øl og spiritus var ikke tilladt.

Misbrug kunne medføre bortvisning, men var man ikke tilfreds med det eller havde andre klager, så skulle det afgøres i Kulturelt Udvalg.

Dagligdag i Bakkehuset

I 1984 var der i klubben 33 medlemmer, som blev benævnt som faglige pensionister og efterlønnere, et tal der i 1987 var steget til 52 medlemmer. På generalforsamlinger de efterfølgende år kunne man læse om livlig aktivitet i gruppen med aftenarrangementer og virksomhedsbesøg. Der var medlemsaftener med bl.a. dias-forevisning. I 1988 omtalte formanden Gunnar Jacobsen, at man snart igen skulle i gang med vedligeholdelse af lokalerne. “Vi har jo nu fået husets “ansigt” udadtil i orden.” For medlemmerne var der åbent nogle eftermiddage om ugen. Her foregik der forskellige aktiviteter: en gang billard, et spil bob, et slag kort – eller bare en hyggestund med genopfriskning af minder.

Forslag fra studiegruppe

Kommunen arbejdede fortsat med større planer for hele området – bl.a. en ny lokalplan.

Forud for udarbejdelsen af denne var der nedsat forskellige studiekredse og studiegrupper, som kom med forslag til bl.a. Bakkehusets anvendelse. Der var således en studiegruppe med Gunnar Jacobsen som leder, som drøftede placeringen af et “kulturelt centrum i Ikast “i starten af 1984. På baggrund af det store arbejde, efterlønsgruppen havde gjort i Bakkehuset, gik denne gruppe naturligvis ind for en bevarelse af huset. Til gengæld foreslog man så også at indrette et lokalhistorisk museum og et arkiv i bygningen, som man anså for at være for lille til at kunne ramme om et egentligt medborgerhus. Ifølge denne gruppe var der kun lokaler til mindre forsamlinger på op til 40-50 personer. Af den type arrangementer kan nævnes, at SF i Ikast i 1984 og 1985 afholdt 1. maj møder i Bakkehuset. I 1985 startedes der med fællesspisning af medbragt mad. Efter en kort orientering om det politiske arbejde var der underholdning ved Siggi Kaldan, som fremførte egne fredsviser. Senere var der socialt samvær med musik og dans.

Interessant set i et videre perspektiv er det, at alle diskussionerne handlede om udnyttelsen af selve hovedbygningen. Den store sal blev ikke inddraget i debatten før på et ret sent tidspunkt.

Kommunens nye lokalplan

I foråret 1985 udarbejdede Ikast kommune et forslag til en lokalplan for området Strøget, Jens Holdgaardsvej, Nørregade og Mindegade. Det var en gammel plan, som igen blev taget frem af den “mølpose”, hvor den havde ligget nogle år. Bakkehuset skulle ifølge denne plan rives ned, og bunkeren overfor biblioteket skulle fjernes. Et sikringsrum skulle indrettes i de nye bygninger, som skulle bygges ud mod Strøget. Det drejede sig stadigvæk om bygninger i to til tre etager, som skulle rumme 80 % erhvervsvirksomheder.

På det grønne område, Markedspladsen, overfor biblioteket ved Jens Holdgaardsvej ville kommunen bygge 10-12 lette kollektivboliger i en og to etager.

I august 1985 fremgik det, at byrådet havde godkendt lokalplanen for området, hvor det i det endelig forslag var tanken at opføre 16 lette kollektiv boliger. I forbindelsen med godkendelsen i byrådet ønskede John Juul Eriksen slået fast, at det alligevel ikke var hensigten at jævne Bakkehuset med jorden. “Det er et nydeligt hus at have på hjørnet, og er det økonomisk overkommeligt, så lad os bevare det.”, udtalte han

Der var i byrådet fortsat delte meninger om dette, og det blev endda foreslået at lave en model af huset og så bygge et nyt hus op helt fra grunden. Nogle mente, at det vil blive billigere at bygge nyt end at reparere. Helge Rasmussen udtalte, at stedets skæbne var afhængig af, hvad der på lidt længere sigt skulle ske med området. Byrådsdebatten vedrørende Bakkehuset blev afsluttet, da borgmesteren slog fast, at Bakkehuset ikke ville blive revet ned, før beslutningen havde været til kraftig debat i byrådet. Som om det ikke havde været tilfældet. Men der blev nu tale om en ny udsættelse af beslutningen. Der var altså kræfter i kommunalbestyrelsen, som fandt det horribelt at nedrive et af de ældre huse i Ikast. Og derfor blev sagen igen sendt i syltekrukke.

Indsigelser

Det lokale SF var bestemt ikke tryg ved lokalplanens tanker om Bakkehuset, idet man frygtede en nedrivning indenfor få år. Partiet protesterede mod den vedtagne lokalplan og slog til lyd for, at Bakkehuset i stedet blev renoveret og derpå omdannet til aktivitets- og medborgerhus. Overfor byrådet havde SF talt for et samlingssted for alle alders- og sociale grupper. Man havde visioner om et medborgerhus styret af en bestyrelse sammensat af repræsentanter for kommunen, brugerne og medarbejderne , og det var vigtigt, at der blev ansat en kommunal leder. “Ikast kommune har her en optimal mulighed for at imødekomme et længe næret ønske fra mange borgere i Ikast om, at der etableres et medborgerhus i byen.”

En dårlig tand

At det skulle være SF, der fik sat gang i noget vedrørende Bakkehuset, er derfor næppe sandsynligt. Der var i byrådet som nævnt meget delte meninger om husets fremtidige skæbne, men det var de “gode” kræfter, der sejrede til sidst.

I oktober 1985 kunne man i hvert fald se følgende overskrift: “Nu går det atter opad for Bakkehuset i Ikast.” Murermester Vagn Erik Jensen var sat i gang med en restaurering af Bakkehuset til et beløb af 240.000 kr. Vagn Jensen udtalte, at “… Bakkehuset er nærmest at sammenligne med en dårlig tand, hvor kun emaljen er tilbage.” Mureren var derfor gået i gang med en behandling med en speciel beton- og imprægneringsvæske, som skulle forhindre fugten i at tage bolig i det gamle hus. Med et lag ganske almindelig kalk udenpå, ville Bakkehuset kunne stå i meget lang tid.

Bakkehuset som kulturhus

Ved forskellige lejligheder er der i Ikast opstået tanker om en slags medborgerhus/kulturhus for alle kommunens beboere. Det er som regel altid blevet ved snakken, da det ikke er lykkedes at få de kommunale politikere til at bakke op om tankerne. Ordet “medborgerhus” har haft en forkert klang i Ikast. Sædvanligvis er tankerne opstået i mere venstreorienterede kredse, som ikke har haft særlig opbakning hos de kommunale myndigheder og politikere. Måske også fordi planerne har været noget luftige.

I februar 1988 kom en af disse nye initiativgrupper på banen, som ville gøre Bakkehuset til kommunens kulturhus. Gruppen bestod Lisbeth Andersen og Jan Andersen fra Tulstrup og Johnny Hansen, Merete Madsen og Bjarne Sørensen fra Ikast. De fem, som alle havde tilknytning til SF, sendte en indbydelse ud til samtlige foreninger i Ikast Kommune. Mødet skulle foregå i Rådhuskælderen den 23. marts kl. 19.00.

I foromtalen i Ikast Avis fremgik det, at gruppen anså Bakkehuset for en ideel ramme, som med forholdsvis små midler kunne omdannes til et sted, hvor man kunne “forbruge”, men også skabe kultur.

Der blev i avisen aftrykt en skitse udfærdiget af arkitekt J. Ulrik Hansen, hvori der langt om længe indgik en udnyttelse af den store sal, som man mente ville velegnet til foredrag, film, teater og koncerter. Ud over dette var der tanker om forskellige værkstedsaktiviteter i kælderetagen. På første sal skulle der være mødelokaler. I stueetagen var det ideen at oprette bistro/cafeteria samt et køkken.

Mødet den 23. marts havde til formål at lodde stemningen – evt. med henblik på at få dannet en “husforberedende gruppe”.

Reaktioner

Planerne fra initiativgruppen kom frem den 12. februar, men umiddelbart ses ingen reaktioner. Tværtimod. Ikast Venstre afholdt den 23. februar et borgermøde, som skulle handle om Ikast frem mod år 2000. Der var en del punkter på “dagsordenen”, men planerne om et kulturhus i Bakkehuset blev overhovedet ikke omtalt.

På mødet den 23. marts havde initiativgruppen en dagsorden, som indeholdt velkomsttale, fremvisning af lysbilleder fra et medborgerhus i Thisted, og en debat med formanden for Kulturelt Udvalg, Knud Christensen.

Fra efterlønsklubben, som holdt åbent hus i Bakkehuset i anledning af klubbens 5-års fødselsdag, kommenterede formanden, Gunnar Jacobsen, tankerne om Bakkehuset. Han var meget skeptisk og kunne slet ikke se indretning af bistro/cafeteria. Fra klubbens side følte man, at initiativtagerne bare var ude på at skubbe efterlønsklubben ud. Hvis det skete, ville klubben tage alt inventar og service med sig.

Huset blev nu også inddraget i en mere socialdemokratisk sammenhæng, idet der i 1987 og 1988 blev afholdt “Jul i Bakkehuset”. I 1988 blev der annonceret med åbent hus-arrangement den 18. december fra kl. 15-18. Det var socialdemokratiet i kommunen, der stod bag. Der ville blive serveret gratis gløgg og æbleskiver og noget godt til børnene. Som noget nyt havde man i 1988 allieret sig med en julemand, der spillede på trompet. Ham kunne man høre foran Bakkehuset.

Redning på målstregen

Huset var fortsat dømt til nedrivning – ikke mindst det man kaldte for monsteret, nemlig selve bibliotekssalen, som alle var enige om var et misfoster i forhold til selve Bakkehuset. Den store sal var også blevet totalt misligeholdt og var nærmest at sammenligne med en losseplads.

I 1991 besluttede kommunen at oprette en musikskole i Ikast, og der var slet ingen tvivl hos politikerne om, at den skulle placeres i selve Bakkehuset, som derfor i første omgang fik en omfattende renovering indendørs. Og miraklernes tid var åbenbart ikke forbi.

I 1994 kom der nemlig pludselig en total kovending med hensyn til slan, idet der i kommunekassen blev fundet penge til en større ombygning og renovering af “misfostret”. På et byrådsmøde den 25. januar blev der med henblik på istandsættelse af den gamle bibliotekssal nedsat et byggeudvalg med bl.a. en repræsentant fra musikskolens støtteforening og fra Kulturelt Samråd. Hertil kom repræsentanter for byråd og den kommunale forvaltning. Projektet skulle udarbejdes af C.F.Møllers tegnestue ved arkitekt Ingolf Jacobsen.  Det var primært hensynet til musikskolen, som blev nævnt, men også ønsket om at få et kulturelt samlingssted i byens midte. Udgangspunktet var et kommunalt initiativ. Men der var flere spillere på banen. I forbindelse med Musikskolen var der oprettet en støtteforening, som med Steen Hebsgaard i spidsen pressede på for at få gang i kulturlivet i Ikast.

Et første trin på den vej blev betrådt i marts 1994, hvor der fra Børne- og Kulturudvalget i “forbindelse med en istandsættelse af den gamle bibliotekssal” kom en indstilling om oprettelse af det man kaldte en “brugergruppe”. Gruppens sammensætning blev følgende: Grethe Linderoth (Kunstforeningen), Steen Hebsgaard (Musikskolens støtteforening), Gunnar Hansen (IFS og Kulturelt Samråd). Tove Stenderup (Musikskoleleder) , Dion Eriksen (Handelstandsforeningen), Stig Skovbo (Institutionsleder i Engesvang) og Aage Christiansen (musiklærer på Ikast Gymnasium). Denne gruppe skulle komme med ideer til, hvordan det kommende kulturhus kunne udnyttes på den mest optimale måde.

Arkitekt Ingolf Jacobsen fra C. F. Møllers tegnestue i Herning fik som nævnt til opgave at udtænke det arkitektoniske. Det var tanken at oprette et lille kulturhus med udnyttelse af salen, hvor der skulle laves en scene, ligesom der bl.a. skulle indrettes café og køkken. Der blev lavet et overslag over omkostningerne, som ville beløbe sig til godt 2. mill. kr. Den 22. august 1994 var projektet med istandsættelsen så langt fremme, at der blev inviteret til markering af det første spadestik til udvidelsen og renoveringen. Spadestikket blev foretaget af borgmester Broberg Lind, som i høj grad var involveret i hele projektet.

Det store elmetræ

På hjørnet uden foran salen stod der et ret stort elmetræ, som byggeudvalget ikke var specielt glade for. Rodnettet ville blive berørt af nybygningen. Selve træet ville også dække og tage lyset fra cafeen og foyeren, ligesom det ville være ødelæggende for ydervæggen og taget. Byggeudvalget ønskede træet fældet. Der blev derfor rettet en henvendelse til von Blücher og Parkafdelingen, som svarede tilbage, at man fandt træet bevaringsværdigt. Det ville betyde krav om flytning af kloakledningen inde i huset. Parkafdelingen gik med til en beskæring af grenene, hvilket ikke var nok for byggeudvalget. På det tidspunkt slutter referaterne fra byggeudvalgets møder, så det videre forløb lader sig ikke belyse – men træet blev fældet.

Lars Ravn – et scoop   

Et scoop med hensyn til den samlede proces var, at kommunen overlod kunstneren Lars Ravn opgaven med at farvesammensætte salen. Der var ikke økonomi til en egentlig kunstnerisk udsmykning fra Lars Ravns side. Men takket være hans kunstneriske evner opstod der et farvevalg og en kombination af farver, som i sig selv næsten var et kunstværk, og som har skabt de meget gode rammer, der siden har været for spillestedet. Selv udtalte han, at han forestillede sig en rolig farvesammensætning med udgangspunkt i musikkens klange. I januar 1995 kan man følge den grundige diskussion, der også var m.h.t. indkøb af stole og ikke mindst farven på betrækket. Lars Ravn blev involveret – også i spørgsmålet om, hvilken farve scenetæppet skulle have.

Steinway

I februar 1995 – nogle måneder før indvielsen af det nye Bakkehus – kunne den lokale presse stille følgende spørgsmål i en overskrift: “Et Steinway på vej til Ikast?”. På et møde i børne- og kulturudvalget skulle man drøfte kommunal støtte til indkøb af et flygel. Ret tidligt kom ønsket om et flygel op på brugergruppens møder, men man skønnede, at et flygel ville koste 300.000 kr. Imidlertid skete der det, at den nedsatte brugergruppe senere fik et rigtigt godt tilbud fra firmaet Juhl Sørensen i Aarhus. Et brugt flygel af dette mærke ville normalt koste o. 400.000 – det gode tilbud lød på 150.000 kr.  Ved at få et Steinway flygel til Ikast, ville man kunne arrangere en hvilken som helst koncert uden at spørge, om solisten stillede bestemte krav. I øvrigt ville det koste 16.000 kr. pr. gang, hvis man skulle leje et godt Steinway flygel til koncertbrug. Kommunen var bestemt ikke uvillig og stillede 100.000 kr. til rådighed. Det resterende beløb ville kræve sponsorstøtte. En ansøgning til Statens Musikråd gav ikke resultat.  Til gengæld tilbød Unidanmarkfonden at støtte med de 50.000 kr., der manglede med begrundelsen, at man gerne ville støtte det blomstrende kulturliv i kommunen, som det nye kulturhus var et udtryk for. Formelt set blev pengene bevilget til instrumentindkøb for musikskolen, og det har da også hele tiden været klart, at instrumentet kunne benyttes både af Musikskolen og Bakkehuset.

Brugergruppen

Siden marts 1994 havde den kommunalt nedsat brugergruppe været i gang. Den skulle give politikerne gode råd om husets anvendelsesmuligheder. Fra starten lagde brugergruppen op til, at der skulle skabes en sal, som skulle signalere oplevelse og kvalitet. Salen skulle ikke omdannes til et forsamlingshus. Den skulle forsøge at give det eksisterende kulturliv nogle kreative og spændende rammer til nye kulturforsøg og kulturaktiviteter.

Brugergruppen holdt 4 møder i løbet af 1994. Og der var mange ting, der skulle drøftes. Til mødet i april 1994 var oplægget, at man skulle have en snak om, hvad de enkelte medlemmer af brugergruppen personligt kunne tænke sig at bruge huset til, hvis man selv ville komme der. På det samme møde var der fokus på, hvordan man skulle orientere de forskellige foreninger, som forventedes at benytte salen. Der blev drøftet pris, rengøring, hvordan en kontrakt skulle udformes. Man ville opfordre evt. arrangører til at benytte lokale restauratører, så man undgik at blive konkurrenter til Medi eller Glashuset. En detalje: Når foreninger lejede sig ind, skulle de ikke sætte stole og borde op. Det skulle pedellen for at undgå unødvendige skrammer i møblementet. Endeligt blev der på mødet rejst det vigtige spørgsmål: “Hvad skal barnet hedde?” I de første referater blev huset omtalt som Kultur- og Musikhuset Bakkehuset. Men der var enighed om følgende: “Vi kan nok ikke slippe af med Bakkehuset. Det vil stedet hedde i daglig tale, så hvorfor ikke kalde det Bakkehuset?”

Kulturelt Samråd

I løbet af den forberedende periode blev brugergruppen også nødt til at forholde sig til Kulturelt Samråd, som siden 1983 havde været den koordinerende institution på kulturområdet i Ikast. Der var fra Kulturelt Samråds side en vis frygt for deres rolle og også for bibliotekssalens rolle set i forhold til det nye kulturhus. Her var det væsentligt for brugergruppen at slå fast, at de var blevet nedsat af Børne- og Kulturudvalget uden et specifikt arbejdsgrundlag. De skulle simpelthen bare gå i gang. Derfor var det vigtigt for brugergruppen at få kontakt med Kulturelt Samråd, så enhver form for konspirationsteorier kunne blive taget af bordet. Bakkehuset skulle ikke være en konkurrent, men snarere en samarbejdspartner. Der blev indledt kontakter med formanden Bo Roswall, som også blev holdt orienteret om brugergruppens planer.

Rapportskrivning  

På det sidste møde i november 1994 var der i brugergruppen enighed om, at tiden var inde til i en rapport at nedfælde de synspunkter, der var kommet frem under de mange diskussionsrunder. Rapporten skulle drøftes med de kommunale myndigheder, idet der endnu i brugergruppen var en vis usikkerhed om, hvad politikerne ville og kunne. I kommentaren til rapporten udtalte brugergruppen, at den på forhånd ikke havde ladet sig begrænse af politik og økonomi, men ladet kreativiteten og de gode ideer råde. Men man pointerede også, at kultur koster penge. Det var umuligt at gennemføre et program uden en kombination af offentlig støtte, sponsorer og billetsalg. Byrådet skulle også være klar til at bruge penge på driften – d.v.s. der skulle sikres en pedelfunktion.

Der var på dette tidspunkt ved at være et vist tidspres, hvis der skulle træffes aftaler dels om et indvielsesarrangement, men også hvis der skulle stilles et efterårsprogram på benene. Det var nødvendigt at være på forkant med, hvordan huset skulle anvendes i praksis efter indvielsen. Programmet kunne samtidig være et vigtigt fingerpeg til politikerne om, hvordan gruppen forestillede sig, at huset kunne benyttes. I et fortroligt dokument kan man se, at der blev refereret både til Musikskolens støtteforening og til en “kulturtænketank”, der var nedsat på samme tid. Der var kulturel grøde i byen, og med en vis spænding afventede man nu kommunens endelige holdning. En central figur i alle disse bestræbelser var Steen Hebsgaard, som havde en ledende rolle i alle de tre involverede grupper, som der refereredes til. Han var omdrejningspunkt for de mange kulturelle tiltag, der var i gang på det tidspunkt.

Planerne skrider frem

Fra kommunens side blev der givet grønt lys til brugergruppens videre arbejde, og  allerede i december 1994 blev der nedsat en arbejdsgruppe, som skulle planlægge den kommende indvielse af Bakkehussalen. Gruppen bestod af borgmester Keld Broberg Lind, musikskoleleder Tove Stenderup, redaktør Steen Hebsgaard, gymnasielærer Aage Christiansen og viceskoleinspektør Juel Sørensen. Sammen holdt denne gruppe flere planlægningsmøder vedrørende indvielsen, som blev fastsat til den 19. maj

Den 12. april 1995 forelå der fra brugergruppens side en minutiøs plan og et meget detaljeret tidsskema for en indvielse, der skulle strække sig over flere dage, og hvor alle de frivillige kræfter inden for kulturen ville blive aktiveret.

Pludseligt skulle det til at gå stærkt. Det hele var noget hæsblæsende i begyndelsen af 1995. Der var den nævnte planlægning af indvielsen, men reelt var retningslinjerne for Bakkehusets anvendelse som kulturhus endnu ikke blevet endeligt godkendt af Børne- og Kulturudvalget. Det skete først den 27. april, men har siden i store træk være gældende  for  Bakkehusets virke i de første 20 år.

Retningslinjer

Brugergruppens intention med huset var at skabe oplevelser ud over det sædvanlige for såvel professionelle som amatører. Kvalitet og oplevelse skulle være i højsædet. Salen skulle ikke være et sted til den ugentlige mødeaften i en forening. De primære aktiviteter skulle være musik, dramatik og udstillingsvirksomhed, hvor man skulle prøve at ramme så mange som mulige interesser. Der blev lagt op til, at arrangementer kunne foregå via selvstændige foreninger eller i samarbejde med Bakkehusets brugergruppe.

I det tidligere omtalte fortrolige dokument var der en formulering, som allerede i retningslinjerne var blevet modificeret. Her blev der nemlig lagt op til, at huset i specielle tilfælde gik ind som arrangør, men at det mere handlede om at skubbe på det eksisterende kulturliv. Det var nok hensigten, men praksis blev generelt en anden, selv om der har været eksempler på aktiviteter i huset arrangeret af forskellige foreninger i byen. Ret hurtigt foregik langt de fleste begivenheder i huset i Bakkehusets regi.

Den daglige drift skulle varetages af en koordinator, sekretær, pedel og rengøringshjælp. Der skulle samtidig være en “bestyrelse” – “brugergruppen”, som skulle virke som idé- og udviklingsforum. I første omgang skulle salen administreres af Musikskolen. Det var en nem og praktisk løsning, men det skulle ikke være musikskolens hus, men primært byens og hele kommunens. Det var Børne- og Kulturudvalget meget enige i.

De første resultater

Et første resultat af samarbejdet mellem Børne- og Kulturudvalget og brugergruppen var, at musikskolens leder Tove Stenderup blev frikøbt til nogle timer som koordinator. Tove Stenderup skulle bruge sin tid kreativt, så der kunne skabes et spændende hus. Hun skulle stå som koordinator for kulturprogrammet i det nye hus, stå i spidsen for de kommende aktiviteter. Det var ikke meningen, at hun skulle være nøgleholder og den praktiske gris. Der blev derfor også sat penge af til rengøring, pedel og til en sekretærfunktion i samarbejde med musikskolen. Oven i dette blev der før åbningen af huset afsat 45.000 kr. til driften, så man på forhånd kunne gardere sig mod underskud.

Den nedsatte brugergruppe skulle midlertidigt fortsætte som en slags bestyrelse i en prøveperiode på et år. Alle disse beslutninger blev modtaget med glæde af brugergruppen, som dermed kunne fortsætte med programlægningen af aktiviteterne i salen.

Den smukke svane

Under overskrifter som “Den grimme ælling blev en smuk svane” og “En rædsel af en tilbygning forvandlet til et kultur- og musikhus” beskrev den lokale presse Bakkehuset, da det blev indviet som musikhus den 19. maj 1995. Og det var ikke kun aviserne, som var overstrømmende. Ved den officielle indvielse fredag eftermiddag kaldte borgmester Broberg Lind i sin åbningstale Bakkehuset for en “lille perle af et musikhus.” Formanden for Børne- og Kulturudvalget, Carsten Kissmeyer havde også de store ord fremme: “Ikast er ikke længere en by på heden, man bare kører igennem… Bakkehuset er en brik, der skal være med til at løfte vores kultur og kan betragtes som en gave fra hinanden til hinanden.” Musikskolelederen Tove Stenderup huskede tydeligt “monstrets” tilstand, da musikskolen blev oprettet. Dengang fungerede den store sal som køleskab og roderum.

Eftermiddagens talerække blev løbende afbrudt af musikalske indslag fra bl.a. Ikasts forskellige venskabsbyer. Steinway flyglet blev indviet af et gammelt bysbarn, Lindy Mogensen.

Dramatik

Helt uden dramatik foregik indvielsen dog ikke, idet der samme eftermiddag kom kraftige hagl- og regnbyger, som satte den flade tagkonstruktion på en prøve. Vandet sivede ind, så der på et tidspunkt lå flere centimeter vand i køkkenet og på handicaptoilettet. Sikringerne sprang, og der var kun kort tid til fredag aftens koncert. Takket være Falck og en lokal elektriker blev skaderne udbedret, så publikum næppe mærkede det.

Aftenprogrammet blev leveret af venskabsbyerne, hvor bl.a. den svenske dansegruppe Blast overraskede de tilstedeværende ved efter deres optræden at uddele røget rensdyrkød. Indvielsesdagen sluttede med uddrag af musikskolens Folk og røvere i Kardemomme by.

1000 gæster

Festlighederne var på ingen måde slut fredag aften. Ifølge den lokale avis deltog omkring 1000 mennesker i hele weekendens indvielse af Bakkehuset, et tal, som overraskede arrangørerne, men samtidig var et signal om, at der var skabt et kulturhus, som byen ville tage til sig.

Lørdag løb den første frokostjazz af stablen med de næsten lokale “Æ Bindstouw Jazzmen”. Hotel Medi havde sørget for fadøl og sandwich. En halv time før de første toner lød, var salen fyldt, og det viste sig hurtigt, at som spillested havde salen en eminent akustik, som ikke blot jazzmusikerne fik glæde af, men som også blev rost af de andre deltagere i det flotte åbningsarrangement i Bakkehuset. En række af Ikasts venskabsbyer stillede med kunstnere. Der blev spillet sambamusik, og lokale sangstjerner og musikgrupper underholdt. Henrik Volf udtalte: “Det er et feeedt sted. Hold kæft, mand”.

Men søndagen stod ikke tilbage for lørdagen­. Hvad der kunne krybe og gå af lokale kunstnere kom på banen. Musikskolen præsenterede bongo- og violinhold, Ansgars seniorkor var på scenen, De fire Temperamenter viste sangkunst, Exodus fra KFUM og K sang gospel, Engesvang skoleorkester spillede big band musik. Det var et overflødighedshorn af musikalske, sanglige indslag, som sluttede af med dels en koncert med musikskolens lærere, dels en præsentation af nogle af de store sangtalenter fra Ikast Gymnasiums musiklinje.

Aftenens konferencier, Steen Hebsgaard, som havde været en meget betydningsfuld del af initiativgruppen bag Bakkehusets omdannelse til kulturhus, takkede kommunen for at have realiseret mange menneskers drøm om at benytte den lille, men effektive og gode sal til et kultur- og musikhus. “Vi skal nok bruge dette hus”, lovede han.

Indvielsesfestlighederne fortsatte de følgende dage med underholdning for skoler og børnehaver, og onsdag aften var der koncert med Sejs blæserne.

Styring af huset

Hvilken status skulle det nye musikhus have i en kommunal sammenhæng?  Der var ingen tvivl om, at det skulle være et kommunalt hus, men hvordan skulle det styres?  I perioden forud for selve etableringen af huset havde der som nævnt været nedsat en gruppe ildsjæle med tilknytning til forskellige dele af kulturlivet i Ikast. Det var planen, at denne brugergruppe skulle fungere i en prøveperiode på 1 år med Tove Stenderup som koordinator.

Da året var omme, var der flere ting, der blev taget op til overvejelse. Tove Stenderups ugentlige timetal i Bakkehusets regi var 7 timer, men da arbejdsmængden var noget større, forekom det rimeligt, at forøge det ugentlige timetal til 10 samtidig med en forøgelse af sekretærtimerne.

Med prøveperiodens udløb ophørte Tove Stenderup imidlertid som koordinator Hun meddelte brugergruppen, at da kommunen ikke ville afsætte de fornødne ekstra midler til, at hun kunne fortsætte, sagde hun farvel og tak som koordinator.  Indtil 1. april 1997 blev opgaven så udøvet af Steen Hebsgaard og Aage Christiansen. Fra denne dato blev Inge-Lise Vestergaard-Poulsen ansat som lønnet koordinator, en post, hun besad indtil 2001, hvor den nuværende koordinator, Bente Busk, blev indsat i et job, som i dag er noget mere omfattende end for 20 år siden.

De første brugergruppemøder

Gennem de 20 år har der regelmæssigt en gang om måneden været afholdt møde i brugergruppen, men i starten var der behov for hyppigere møder. Der blev således i juni 1995 afholdt to møder, hvor hovedpunkter her skal refereres. På det første møde blev der helt naturligt udtrykt stor begejstring for indvielsen, som havde overgået alle forventninger. Der var et lille efterspil, idet der åbenbart var blevet rejst spørgsmål om, hvem der skulle betale omkostningerne ved indvielsen.  Brugergruppens holdning var klar: Det var ikke Bakkehuset selv, der arrangerede indvielsen, men et kommunalt nedsat indvielsesudvalg. Altså skulle pengene ikke tages fra Bakkehusets kasse.

Et vigtigt emne på de første møder var markedsføringen. Det var selvfølgeligt et økonomisk spørgsmål, hvor meget der skulle annonceres. På den anden side var det også vigtigt at de sende de rigtige signaler ud om, hvad der foregik i huset. Man håbede på til august at have en folder klar som en appetitvækker om programmet, men også med et budskab om, at der kunne ske meget andet i huset.

Ellers var der en lang række praktiske forhold: ekstra stole, bedre kaffemaskine, en mønttelefon.

Der skulle søges lejlighedsbevilling til spiritusudskænkning. Dertil kom et langt katalog af ideer og emner til efteråret – idérigdommen var også dengang stor.

Som noget af det første blev frokostjazzen allerede på de første møder sat på skinner. Det skulle løbe af stablen den første lørdag i hver måned i forbindelse med butikkernes lang-lørdag åbning.

Ny brugergruppe

I 1996 kom der fra Børne- og kulturudvalget et forslag til en ny brugergruppe, som skulle køre Bakkehuset videre. Der var gengangere, men også et par nye medlemmer. Derved opstod den specielle konstruktion med et kommunalt hus, støttet af kommunen, med en “bestyrelse”, som ikke var valgt, men udpeget, og som aldrig kom på valg. Hvis medlemmer gik ud af brugergruppen, var det gruppen selv, der pegede på en afløser, og kommunen godkendte de nyudpegede uden at protestere. Kommunen har aldrig blandet sig i brugergruppens dispositioner; måske primært fordi der aldrig har været grund til det. Der har været god styr på økonomien, og det er et hus, som har høstet stigende anerkendelse både inden- og udenfor kommunen.

Det voksne publikum

Der blev startet i det små, selv om ildsjælene havde store planer. Det må huskes, at det for de fleste af brugergruppens medlemmer var ret ukendt land, de havde begivet sig ud i. Men der var stor iver, og der er ingen tvivl om, at man med Bakkehuset ramte nogle bestemte grupper i lokalsamfundet. Blandt to tidlige mere faste programpunkter var der for det første “Torsdag aften” – arrangeret af en af musikskolens lærere, Frank Poulsen. Han slog selv tonen af ved at beskrive det som “en uforpligtende aften for det voksne publikum”. Det var en hverdagsaften, hvor man kunne og sidde og nyde en øl, mens man lyttede til noget musik, et lille foredrag eller kiggede på kunst.

For det andet opstod der meget hurtigt en tradition for frokostjazz den første lørdag i måneden, og man kunne tolke interessen for dette arrangement derhen, at byen manglede et mødested for det voksne publikum, der ikke nødvendigvis ville sidde til en koncert en torsdag aften og heller ikke frekventerede at almindeligt værtshus. Det kunne også blive mødestedet for veninder, som  ikke ville finde det passende at opsøge de lokale beværtninger.

Udvikling af Bakkehuset

Der er ingen tvivl om, at der med Inge-Lise Vestergaard-Poulsen kom en meget kreativ og kompetent koordinator i Bakkehuset. De første usikre skridt var trådt, og nu var der nogle ting, der skulle sættes gang i. På en række områder skete der forbedringer: lysanlæg blev udbygget, der kom nyt lydanlæg, scenetæppet blev udskiftet, og som et stort fremskridt blev der anskaffet en moderne bar til afløsningen af det bord, hvorfra der tidligere blev skænket drikkevarer op.

Rent økonomisk blev det et stort fremskridt, at der blev dannet en sponsorgruppe, “Scenen”, hvor en lang række lokale virksomheder gik ind på at støtte huset økonomisk. Det var en saltvandsindsprøjtning – og har været det lige siden – som gjorde det muligt at satse lidt mere på de store og dyrere kunstnere. Sponsorerne fra det lokale erhvervsliv ville sikre, at der i Bakkehuset blev givet et stort og varieret kulturtilbud, og at huset kunne udbygge sin profil som et kendt og afholdt spillested i Midtjylland. Samtidig blev der startet en støtteforening i form af “Bakkehusets venner”, som siden da har ligget på op til 7-800 medlemmer. En rigtig god stødpude i Bakkehusets økonomi.

Bakkehusets repertoire og renommé

Det har altid været et mål i Bakkehuset både at give plads til de store stjerner på den danske scene, men også mindre kendte sangere eller grupper. Nogle gange er der blevet satset stort, andre gange mindre, men som et kommunalt hus skulle der også være penge til at støtte mindre kendte kunstnere. En uendelig række af kunstnere har optrådt i Bakkehuset gennem de 20 år – af de store kan nævnes Niels Hausgaard, Poul Dissing, Allan Olsen, Lis Sørensen, Johnny Madsen, Ester Brohus og ikke mindst Michael Falch, som på grund af stedets særlige atmosfære gerne ville starte en turne med at spille i Bakkehuset. På foredragssiden har der været besøg af Lone Hertz, Malene Schwartz og Bent Fabricius Bjerre. Repertoire-mæssigt har der gennem årene været tendens til klart den største vægt på Musikhus.

Fra åbningen af huset er det bemærkelsesværdigt, at alle kunstnere, der kommer første gang i huset, udtrykker begejstring over stedet. Bakkehuset bliver blandt mange musikere anset for at være det bedste spillested i Danmark. Michael Falch har som nævnt ofte ønsket at starte sine turneer i huset.  Der er en intimitet, en særlig atmosfære mellem de optrædende og publikum – alle sidder tæt på – også på balkonen. Akustikken spiller en stor rolle, idet musikerne og bestemt også publikum oplever en unik lyd. De fleste orkestre spiller noget af deres bedste i Bakkehuset. Derfor har flere bands ønsket at lave CD-optagelser i Bakkehussalen. Den gode stemning er også i høj Bente Busks fortjeneste, idet der som regel kommer tilbagemelding om tak for den gode behandling. Gennem sin tilstedeværelse er hun med til at skabe den stemning af hygge, som også forbindes med Bakkehuset. De frivillige hjælperes indsats er bemærkelsesværdig. Der er dygtige lysfolk, scenemestrene servicerer de optrædende, og barpersonalet skænker vin og øl med stor gejst. Alle er med til at gøre Bakkehuset til et sted, der er godt at være.

Andre aktiviteter

Bakkehussalen bliver benyttet til meget andet end musikarrangementer. Adskillige gange om året er kommunale møder eller kurser, og huset er også åbent for andre foreningers initiativer.

Ved at yde bidrag til huset har sponsorerne gennem årene haft mulighed for at leje salen til julefrokoster, konfirmationer eller andre fester. I løbet af et år er der mindst 200 arrangementer i Bakkehuset. Endelig skal man ikke glemme, at Ikast Musikskole har mange udfoldelsesmuligheder i den store sal.

Udvikling

Ser man hen over de 20 år har aktivitetsniveauet været jævnt stigende, og der har efterhånden været besøg af næsten alle de førende kunstnere i Danmark. At begynde at nævne enkelte begivenheder er umuligt, men et kendemærke for samtlige arrangementer har været, at kvalitetens fane har været holdt højt. Der har ikke altid været så mange tilhørere, som der burde, men det var ikke kunstnernes skyld – eller mangel på kvalitet.

Bygningsmæssigt kom der en større ændring i 2006, hvor man i august måned indviede det, man kaldte det nye aktivitetshus, som var den store om- og tilbygning, der rummede Bakkehuset, Musikskolen og Ikast Bio. For Bakkehusets vedkommende betød det et nyt køkken med plads til at lave noget mere end blot at riste toasts. Det gav helt nye muligheder for udlejning, men også når der skulle serveres mad til forskellige arrangementer i Bakkehusets regi.

I 2011 opnåede Bakkehuset så den hæder at blive tildelt byens initiativpris på 15.000 kr. Begrundelsen var husets evne og vilje til at holde gejsten oppe og holde stedet kørende.

Ingen har været i tvivl om, at hele Bakkehusets struktur og dets forhold til de kommunale myndigheder var speciel. I 2015 er tiden så inde til at blive “normal”, idet Bakkehuset fra efteråret 2015 skal omdannes til en selvejende institution med en formel bestyrelse, en formand o.s.v., en generalforsamling/repræsentantskabsmøde og med valg til de forskellige poster.